Rimturser og jætter, Tors fjender:
99. Rimturserne er de skabelseskræfter som betinger
jordens og vor egen krops form og funktion. De er elementære
funktionsformer. De er utilbøjelige til forandring.
De forsøger at hindre mennesket i at åbne
sig for omverdenen, undtagen for at spise den.
Jætter er kosmiske funktionsformer, naturlove
og naturkræfter. De må ikke bestemme menneskers
indbyrdes tilblivelse som fællesskab. Derfor skal
de holdes borte fra Midgård og Asgård, med
undtagelse af nogle få, som er gift med Vanerne.
Når Rimturserne hersker i Midgård, åbner
ingen sig for fællesskabet - og alt er kamp.
Når Jætterne hersker i Midgård, bliver
fællesskabet teknisk, mekanisk, umenneskeligt.
100. Odin og Frigg er virksomme i Rimtursernes rige.
Odin binder livet til rimtursen Ymirs krop, tænder
Ymirs kød med livets ild. Frigg former og formerer
livets kraft.
Guderne holder ikke fast på livet - de gør
det muligt. Men Rimturserne holder fast på livet,
fordi de ikke selv er levende på samme måde
som menneskene.
101. Tor og Freja er virksomme i Jætternes rige.
De gør livet i den ydre verden muligt - og de
binder det heller ikke. Det ville Jætterne gerne
gøre, hvis det ikke var for Tor. De søger
at tvinge eller lokke Aserne i fangenskab (Idun, Freja).
Yggdrasil og nornerne
102. Med menneskenes skabelse kommer træet fra
de ni underjordiske verdener (svarende til de ni måneder
fra undfangelsen til fødslen) op over jorden.
Først nu bliver asken til det træ, som
hvælver sig over guder og mennesker.
103. Dværgene er træets rødder i
rimtursernes rige, Ymirs krop.
104. Når mennesket skabes, skabes samtidig dets
skæbne. Nornerne er de for hvert enkelt øjeblik
specielle betingelser for at blive til. Med skæbnen
kommer tiden ind, og omvendt. Tiden er en brønd,
et kildevæld...
Heimdal
105. HEIMDAL har med menneskets udvikling at gøre.
Han er søn af ni møer, som alle er søstre:
de ni måneder i mors mave. Han er lyd-orienteret,
mens Odin er lys-orienteret. Han siges at have et skarpt
syn, men hans fine hørelse beskrives nøjere.
(I mors mave lytter vi meget og ser kun lidt!) Derudover
har han GJALLAHORNET som kendetegn. Nogle mener at hans
øre, andre at hans horn ligger under Yggdrasils
rod, hvor Nornerne bor. Han vogter guderne og gudernes
bro ved verdens ende, på HIMMELBJERGET. Dette
navn siger klart at han bor i midten af himlen.
At Heimdal er høre-orienteret hentyder til, at
han har at gøre med en ældre, mere generel
udvikling end Odin (dette svarer til den lodrette akse,
slægts-aksen), mens Odin som den syns-orienterede
er mere individuelt udviklende, thi synet er sidst udviklet
og mest koncentreret (dette svarer til horizontlinien).
106. Himmelbjerget er himlens højde og det bedste
sted at vogte verden fra. Regnbuen fører derop.
Heimdals guldtænder er solens smil. Hans sværd
kaldes MANDSHOVED. Heimdal er den gud som er lige oppe
over os og virker gennem vort hoved ned i kroppen og
jorden.
I RIG-THULA'en, hvor Heimdal kaldes RIG, beskrives udviklingen
af fire menneskelige legemer.
Fenrir
107. Mennesket skelner sig selv fra alle andre ved at
sige "jeg". Hos de fleste bliver denne skelnen
til adskillelse og adskilthed. Denne adskilthed er Fenris-ulven.
Fenrisulven sluger Odin, som er livslysten. Fenrisulven
deler verden i "jeg" og "de andre",
i indre og ydre, i mørke og lys. Men livet er
helt, det dør i denne adskillelse, ødelægger
sig selv i dette mørke indre, og bliver rodløst
i den synlige verden.
Derfor er vi så mange, som lever halvt og ikke
helt. Derfor er verden så fuld af strid, mellem
den enkelte og fællesskabet, mellem fællesskaberne
indbyrdes.
108. Når mennesket ligesom Odins søn Vidar
overvinder Fenrisulven og som et bevidst "jeg"
går ind i fællesskabet uden at blive rodløst,
kan livslysten frit forme sig efter sin egen lov (Frigg),
frit virkeliggøre sig i fællesskabet (Tor)
og søge sin overensstemmelse med verdens love
(Freja).
Så længe Fenrisulven ikke er overvundet
i hver enkelt, er verden splittet, i krig. Krig er fortvivlet
skrig om helhed.
Odins selvoffer
109. Odin vier sig til sig selv i ni nætter, hængende
i et træ. Dette er barnets tilblivelse i ni måneder
(i mors mavemørke). Det træ han hænger
i, er navlesnoren med dens utallige rødder i
livmoderen og dens utallige forgreninger i det vordende
menneske.
Odin ofrer sig, vier sig til sig selv: livskraften træder
ind i materien. Dette er den første frugtbarhed:
at give menneskeliv til kræfter og mineraler.
110. Vidar bliver til ved Vale. Befrugtningens under
er større end dødens.
Befrugtningens mulighed er berusende som dødens.
Dansens opståen er mere forunderlig end dens hendøen.
De første lyde fra fløjten vækker
alle sanser, de sidste må jo komme. Den første
stilhed er forbavsende, den sidste kommer af sig selv.
111. Odin bliver til sig selv. Odin er tilblivelse,
både lydens og stilhedens tilblivelse: både
livets og dødens gud. Den evige opståens
gud.
Det kvindelige, nornerne
112. De kvindelige guder behøver ikke at dø
under Ragnarok. De er de bevarende. Det bevarende består
af de modsatrettede kræfters ligevægt og
samvirke.
113. Af mennesker er der kun to tilbage:
Liv og Livtraser (=livs-tråd). Liv er ægget,
Livtraser sæden.
Liv opstår af Liv på Jorden, når Livtraser
henter Liv i himlen.
114. URD - VERDANDI - SKULD, de tre NORNER.
De er ikke - som man almindeligvis tror - fortid, nutid
og fremtid.
De er: tilblivelsen- det tilblivende - det tilblevne.
Deres navne er, oversat: ORDET - DET VORDENDE - SKYLD.
(Ordet = det skabende ord.) Handlingens udspring, dens
forløb og resultat.
Vi bliver til efter denne formel.
Alt som har sit udspring i os vil være virksomt
og have følger for os. (Ordet "skyld"
betyder her "resultat"). Derved bliver vi
opmærksomme på de kilder vi har i os.
Frigg, Freja, Ragna
115. Frigg: følelse - frodighed - fødsel
- formering - form - forældre - forfædre
. .
Hus - have og hav - hyld og humle - husdyr og høst.
Men frugtbarhed kommer fra Freja.
116. Heimdal kaldes "Frejas halssmykke-søger"
(skjaldskabslære VIII). Et andet sted fortælles
der, at han i skikkelse af en sæl kæmper
med Loke om smykket. Selve dette smykke - Brisingamen
- har Freja byttet sig til hos dværgene ved at
elske med dem. Brisingamen er et spejl, som indfanger
den kosmiske virkelighed (det er Månen). Som himlens
vogter er Heimdal den rette til at finde netop dette
spejl, når det er blevet borte. (Dværgene
er jordens kræfter).
117. I begyndelsen var Ragna overalt. Da hun ville
være frugtbar, trak hun sig sammen i midten og
skabte en mand. Hans navn er Rok. Før den tid
var der ingen midte.
Rok såede stjerner i Ragnas kød. Derfor
hedder kvindens frugtbare del så-kød =
skød. På denne måde skabtes verden
- både den kendte som den ukendte.
Ragna styrer, Rok bevæger. Hun er rummets moder,
han er tidens fader.
Karma
118. Karma er knytning uden løsning. Derved er
karma tilknytning og fortabelse. Karma kan kun ophæves
ved løsning. Det er løsningen der tømmer
karmakarret.
119. Vale er knytning, Vidar er løsning.
120. SKØLL æder solen: Skyld æder
ånden. Selvbestemmelsen, friheden går tabt
i det som vi skylder: karma. Derfor skal vi, vi er ikke
fri til at ville.
Men når vi trækker os tilbage fra periferien
mod centrum, undgår vi bindingen.
121. HATE æder Månen. Dette øjebliks
levende bølge standses af had, af afvisning af
al anden levende bølge.
122. GULLVEJG forfører menneskene til at tro
at guld er solstof. Til at tro at man ejer solen, når
man ejer guld. At solen kan blive den enkeltes ejendom.
Solen er livskraften. Gullvejg bilder folk ind at man
kan eje den. Deraf opstår det afgrænsede
jeg. Herefter står guld mod guld, sol mod sol,
krigen er i verden.
123. Tiden blev tung, blev tungere.
Menneskene ynglede i hobetal.
Solen gik ned i hjerterne, blev som sten, blev til goldt
guld. Derved vandt Gullvejg.
Ensomme kæmpere, deler ikke liv med hverandre!
Hugin og Mugin
124. HUGIN af Hugr = Tanke, fornuft. MUNIN af Munr =
sind, længsel - de er to ravne, som sidder på
Odins skuldre.
Hugin venstre, Mugin højre side af hjernen.
Hugin og Mugin (plus Geri og Freki ved Odins fødder)kan
sammenlignes med Ida og Pingala.
Odin = Sushumma =Od's (Pranas) vej.
Lokes tre børn
125. Nadir (nord) er stedet, hvor det ubevidste begynder
sin opstigning til bevidsthed.
Når livskraften skal være bevidst, må
den gå cirklen rundt for at integrere bevidstblivelsens
dimensioner. Når livskraften går direkte
fra øst til vest, er den Fenris-ulven, da den
splitter verden i oppe og nede, det bevidste og det
ubevidste, etc.
Når bevidstheden skal være levende, må
den gå cirklen rundt for at integrere livskraftens
dimensioner. Når den stiger lige op fra nord til
syd, kaldes den Jårmungand, hvilket er Midgårdsormen.
Den trækker det dybe op til det høje, og
det høje ned til det dybe: De højeste
mål bliver ubevidste, det ubevidste bliver til
det højeste mål. Det første er f.eks.
tilfældet, når mennesket ikke kender Gud
og sin egen åndelighed. Det andet er f.eks tilfældet,
når begær og besiddelse, materialisme og
dødsstræb bliver til motiv og mål.
126. Hæl er det dødeste sted i verden.
Hæl er fravær af livskraft og bevidsthed.
Hæl er et sort hul.
Når mennesket mister troen på livskraften
og bevidstheden og bliver bange, når det fornægter
sig selv eller andre, drifter det mod Hæl.
LOKE
127. Hvem er Loke og hvorfor avlede han disse tre skabninger
med Jættekvinden Angerboda?
Loke står i menneskets sted. Han er halv Jætte,
halv As, halv mand og halv kvinde, halv underjordisk,
halv overjordisk. Han er ikke ond i sig selv. Men han
kommer gang på gang i knibe - og den må
han redde sig ud af med alle midler.
Loke er billedet på mennesket som kødeligt
væsen på jorden. Hans tre afkom er tre forvrængede
grund-livsbetingelser: Hæl er materialitet som
blev til materialisme. Materialiteten består af
Fenrir, som er polaritet forvandlet til fjendskab og
af Jårmungand, som er bevægelse forvandlet
til begær.
128. Hvem er ANGERBODA? Hun er Jætte, en "ydre",
ikke menneskelig kraft. Hun er den kendsgerning (den
lov), som gør at vi fødes i kroppe på
Jorden. Hun hed noget andet engang. Efter Ragnarok får
hun et smukkere navn.
Angerboda er kosmos' resonans på vores tåbeligheder,
derfor fremstilles hun som en jætte (= et kosmisk,
ikke-menneskeligt væsen, et faktum). Nogle ser
Saturn i hende, fordi hun er den som kaster vores handlinger
tilbage i hovedet på os. Hun er Karmas ophav og
fuldbyrder.
129. Med ANGERBODA avler LOKE
HÆL til dem som ikke vælger livet, men døden,
FENRIR til dem som skiller alting ad og
Midgårdsormen JÅRMUNGAND til dem som er
låst fast i deres begær.
Loke er den som hindrer gudernes fuldkommenhed.
Han er menneskets iboende frihedslængsel. Han
er et oprør mod guderne.
Det er rimeligt at netop Vidar skal vige pladsen for
ham i "Lokes skænderi".
Han er et oprør på godt og ondt, det positive
og negative i menneskets mangelfulde tilpasning. Han
er både selvtilstrækkeligheden og den utilfredse
splittethed.
Loke er den som står i stedet for mennesket. Hans
blodsbroderskab med Odin er udtryk herfor.
130. Loke er de menneskelige fejltagelser som fører
os frem til større erkendelse. Loke er ubalancen
som holder alting i gang. Han er den aktive ligevægtsforstyrrer,
derfor fører han an i Ragnarok. Men han er også
den passive ligevægtsforstyrrer, idet han avler
de tre livshæmmende jætter: Fenrisulven,
Midgårdsormen og dødsrigets Hæl.
Han låser og han låser op. Han er nøgle
og lås, han er både jætte og as, både
mand og kvinde.
Fiskenettet, som han brænder, inden aserne fanger
ham i floden, er en lås han laver til sig selv.
Det brændte fiskenet viser kun et mønster:
hans skæbne-mønster, hans karma. Han fanges
med sin egen karma. Han lægges på tre sten:
en under nakken, en under lænden, en under knæhaserne.
131. Når Loke bindes, er verden i stilstand,
i tilstand, opfattes som værende, statisk, frosset
fast i fortid.
Så slippes Loke løs under Ragnarok: Der
er igen bevægelse, Jårmungand vrider sig:
Spiralbevægelsen, tiden, uligevægten, forandringen
er igen i verden.
Loke bliver bundet, fordi han minder om fortiden: at
Aserne selv er foranderlige. Loke dømmer: han
har en moral. Mennesker har en moral. Det har guderne
ikke. Guder er bare - guder.
132. Ragnaroks forvirring kan kun Vidar og Vale, Modi
og Magni overvinde. De er den nye bevidsthed, der skaber
en ny verden.
133. Loke er en lås. Tilblivelsens lås.
Genspejling af Is og Ild: Al tilblivelse sker i to,
i mand og kvinde, som forgæves søger at
blive ét.
Loke udtrykker dette forhold, at vi bliver til som to
køn. Denne adskillelse mellem de to køn
er Fenrisulven. Midgårdsormen er begæret
som binder os sammen igen.
Både splittelsen og bindingen låser os fast
i tilblivelsens ydre fremtoning og forhindrer opmærksomheden
på den tilblivelse der finder sted fra Intet til
Altet. Selve det fastholdende princip i mennesket er
Hæl.
134. Bevidsthedens kugle bliver først hel, når
vi trækker os tilbage fra dens overflade.
SURT
135. Surt er den kraft som forandrer materie til energi,
med alt hvad dertil hører af atombomber, atomkraft
etc. Han kommer fra Muspelheim, som er kosmisk energi.
(Eddaens Is er den betingende kraft. Kraft og betingelse
giver tilsammen form). Åndeligt, eller oplevelsesmæssigt,
er Surt den brand i sjælen, som må opstå
og brænde alle gamle forestillinger bort, før
vi blinde kan blive så seende at vi kan se igennem
os selv.
NJORD OG HANS TO BØRN
136. NJORD, af vaneslægt, er herre over vind,
sø og ild. Vind, sø og ild svarer til
Vægt, Krebs og Vædder. Det er rimeligt at
forbinde Njord med Stenbukken i syd. Han påkaldes
ved sørejser og jagt. Han er meget rig og kan
give land og løsøre til alle (hvilket
svarer til Stenbukken).
Njord er gift med jættekvinden SKADI, som bor
på fjældet - Trymheim. Njord bor ved kysten
- Noatun. Skadi betyder ski-gudinde (Ski-dis) og fortæller,
at hun bor i nord.
Njords børn (ikke med Skadi) er Frej og Freja.
137. Hør, nu spiller Frejas Friller,
kalder karlen til sin mø,
og så hurtigt som de spiller!
Mø og Karl er ved at dø.
Mø og Karl har næppe fundet
fire armes fælles favn:
Brat til bådens bov er bundet
deres sukkes fælles savn.
Sukkes savn er sukkes sødme
violinen hidser hårdt:
"Bovspryd, skum! og natten rødme!"
Bølgen bærer begge bort.
Borte, borte nu de spiller
deres længsels leve-leg.
Sådan spiller Frejas Friller:
Ildens Vind går Vandets vej.
138. FREJA, datter af Njord og af vaneslægt,
er den ypperste asynje (gudinde). Hendes rige hedder
Folkvang, hendes sal hedder Sessrumnir (Sæde-rummet).
Hun kører med to katte (hun svarer til Vandmanden,
Løven ligger overfor) spændt for sin vogn.Hun
er bedst for mænd at påkalde, og god at
anråbe for elskov. Hun får den halve val,
Odin den anden.
139. FREJ, vane, kaldes den ypperste af aserne. Han
råder for regn, solskin, afgrøde, - han
råder for menneskers velstand.
140. BALDER er gift med NANNA. Han er den bedste af
aserne, den hvideste, den viseste og mildeste, men ingen
af hans bestemmelser kan overholdes. Hans sal hedder
BREDEBLIK, hvilket betyder "vidsyn".
141. TOR er gift med SIF, de har børnene MODI
og MAGNI. Hans hjælpere er TJALFE og RØSKVA.
Han har en vogn og de to bukke TANDGNJOST og TANDGRISNIR
forspændt. Hans rige hedder TRUDVANGE, hans sal
hedder BILSKIRNIR.
142. LOKE, som også kaldes Lopt, er søn
af jætten Farbouti, moderen kaldes Laufey eller
Nal. Han har to brødre: Byleist og Helblindi.
Hans kone hedder SIGYN eller Sigun. Hun er den eneste
som handler af medfølelse i hele den nordiske
mytologi. Loke har en søn, som kaldes Narfi eller
Nari (som andetssteds er fader til Nat).
Lokes andre børn: Med Angerboda (jættekvinde,
gyge): Fenrisulven, kaldet Fenrir, Midgårdsormen,
kaldet Jårmungand, og Hæl, dødsrigets
gudinde. Med hesten Svadilfare har han et afkom, kendt
som Odins hest Slejpnir.
143. Af YMIR kommer BURI, af BURI kommer BORR. BORR
får med BESTLA, datter af BÅLTORN, de tre
aser: ODIN, VILE OG VE. ODIN avler med FRIGG, datter
af FJORGYN (jorden), asernes æt: Tor, Balder,
etc.
144. VIDAR, den tavse As, er stærkest næst
efter Tor. Kaldes også "Asernes trøst"
- de kendte hans væsen. "Tavs" betyder:
ikke-hørt af menneskene.
145. Selvom vi opfatter gudenavnet Vile som Vilje,
hvilket nogle synes at gøre, så gælder
nærværende tolkning. Men da er det viljen
som sådan, endnu ikke målrettet. Målretningen
sker gennem Ve, som også er Vinden, den første
bevægelse. Selve handlingen er Odin. Vile er vilje
i hvile. Det "skabende ord" inden det bliver
udtalt.
Vile er den kosmiske ligevægt.
Ve er ønsket om at blive til.
Tilblivelsen sker med Odin.
OPSTÅENS VEJ
146. Det er så svært at dyrke OPSTÅENS
VEJ, fordi vi er bundet så dybt ind i fortiden,
i vores erfaringer, i vores tyngde. Fordi vi har "spist
af Kundskabens Træ" men ikke har spist af
"Livets Træ", som den babylonske tradition
fortæller.
Vi frygter netop denne opløsning af vores bundethed,
fordi vi ikke kan eller vil give slip på vores
billeder af os selv og verden.
Mange har problemer med at nyde elskoven helt ud, fordi
de er bange for opløsningen, hengivelsen til
de magter, der truer selv"beherskelsen".
Vi ønsker at beherske os selv, at beherske situationen.
Det har vi også brug for i dagligdagen. Men at
vi har brug for det næsten hele tiden, hver dag,
burde ikke forhindre os i at lukke op for den større
virkelighed, at finde en balance mellem de fysiske og
de ikke-fysiske kræfter, mellem det strukturerede
og det ikke strukturerede, mellem orden og kaos.
(Vi kan bl. a. få fat i den orden, der hele tiden
opstår, ved hjælp af varsler. "I Ching"
er måske den bog, der bedst beskriver og forstår
"opståens vej", fordi den bygger hele
sin visdom på forandringen, hvilket er næsten
synonymt med "opståen".)
147. Når jeg tager et varsel, spørger
jeg: efter hvilken struktur opstår dette eller
hint lige nu? Netop "tilfældet" udtrykker
jo den øjeblikkelige strukturering. Det er vores
evne til at aflæse tilfældet, som vores
forståelse og handlinger afhænger af.
148. "Opståens vej" er en vej vi kan
og bør gå. Ja, vi går den jo hele
tiden, for verden opstår - i det mindste for os
- hele tiden. Dette betyder ikke, at vi altid kan være
i dette frydefulde øjeblik, i denne absolutte
her-og-nu-tilblivelse.
Det betyder "blot", at vi hele tiden prøver
på at være opmærksomme på det,
som bliver til lige nu. Og at vi så ofte som muligt
oplever os selv som fortids- og fremtidsløse,
og på denne måde er vidner til vores egen
tilblivelse lige nu.
149. At være i denne tilstand af opståen,
er at være lige nær døden som livet.
De gamle søgte denne tilstand i kampen. Derfor
var einherjeren - enekæmperen - deres livsideal.
Men kæmperen med sværd i hånden udtrykker
en ensidig forståelse af denne livsfølelse,
den evige elsker er en anden ensidighed.
Når vi sår og høster, når vi
synger eller kører bil: alt opstår hele
tiden. At være i overensstemmelse med denne tilblivelse
er målet: at "have situationsfornemmelse",
at være uhæmmet af fortiden. Også
i sporten dyrker vi dette absolute hervær.
150. Vile er kosmos' ur-tilstand, som sådan set
er utænkelig. Da kræfterne endnu ikke er
polariserede, er der ingen bevægelse. Dette er
den rene huan-tilstand, svarende til *Stjernen (BOH).
Svarer til Kether (Kabbalah). Vile er det befrugtede
æg lige før det deler sig, Ve er delingen.
Ve er delingen i hun og han, i Chokmah og Binah (Kabbalah).
Med denne deling begynder livet som aktivitet, denne
livsaktivitet er Odin.
Når livskraften er kommet til jorden og er blevet
til jeg-kraft, forener den sig med jordkraften, som
er kroppen. Først da er mennesket skabt som krop
og kraft.
For at forstå Frigg's egenskaber bedre, kan det
gavne at tænke på tegnene Krebs, Løve
og Jomfru, og 4.,5. og 6. hus.
151. Opståens bevægelse kan kun ses og
følges helt af den som fortids dønning
har fået hvile i. Kun den som helt er fraknyttet
fortids bølger er helt fri til at tilknytte sig
nu'ets bevægelse.
Kun den som rummer al fortids dønning, kan være
i opståens fylde. Kun den helt fri kan binde sig
helt.
Således fanges fri fugl i frihed.
152. I RIG-THULA'en, hvor Heimdal kaldes Rig, beskrives
udviklingen af fire af de menneskelige legemer: Det
fysiske, det æteriske, det astrale og det mentale
legeme.
KON den unge er herskeren: den højere indsigt
hersker over de lavere tilbøjeligheder. Her er
ikke tale om de fire stænder, som vi kender dem
fra hinduismen. Dette er ikke en retfærdiggørelse
af slaveholdet hos de gamle nordboere, skønt
rig-thulaen nok er blevet brugt dertil. Rig-thulaen
handler om menneskets indre struktur og vores beherskelse
af vores kræfter. Først da Kon har nået
denne beherskelse, kan han forstå fuglenes sprog:
han kan lytte til sin egen naturlige, ikke-sproglige
bevidsthed. Først da er han konge.
RAGNAROK
153. Balder er livsglæden. Når vi sender
den mod Hæl, bindes vi som Loke.
154. Slangerne er de dyr som ikke kan rejse sig fra
jorden. Derfor er det deres gift som drypper ned på
Lokes hoved.
Loke kan ikke løsne sine lænker, før
stenene under ham er levende igen. De døde principper
må blive levende virkelighed.
Når dette sker, oplever vi Ragnarok. Tilværelsen
bliver utryg. Det faste, det sikre forsvinder, den kendte
verden styrter i grus. Først bliver den flydende,
så bliver den brændende, tilsidst levende.
Først gør bevidstheden oprør. Så
sprænger livskraften sit fængsel. Tilsidst
forenes de i dans. De kendte guder, den kendte orden
forsvinder, men gudernes børn overlever. Håd
eller Hødr (Had, frastødning) og Balder
(bolleren, glæden, tiltrækningen) genopstår.
I de gamle guders verden var de uforenelige modsætninger,
nu er de to sider af den samme bevægelse.
Kun de mandlige guder dør. Om de kvindelige guders
skæbne nævnes der intet i Ragnarok-myten.
155. Odins plads indtages af hans sønner Vidar
og Vale. Odins-bevidstheden oplever livet som noget
kun jordisk. Hans sønner oplever livet som noget
både himmelsk og jordisk.
På Tors plads finder vi hans sønner Modi
og Magni. Torsbevidstheden oplever fællesskabet
som noget der ophæver den enkeltes selvoplevelse
(selvbestemmelse). Hans sønner oplever fællesskabet
som et samspil.
156. Ringen Draupnir -Drypperen - er den fysiske tilblivelses
symbol. Hver niende nat drypper otte ringe magen til
den selv fra den. Hvad er den første ring? Det
er den første ring af tid: den første
måned efter undfangelsen. De otte ringe er de
otte påfølgende måneder.
Det nyfødte barn er vokset gennem ni måneder,
ni ringe af tid. Dette gensvares af Heimdals fødsel:
han er barn af ni møer eller ni bølger.
Og igen gensvarers Draupnir af Odins selvoffer: ni nætter
hang han i træet.
157. Balder er Odins søn, han er Odinskraft.
Når Odinskraften trænger ind i Hæl's
verden, ind i stoffets verden, synes den at dø.
Men den dør ikke, lige så lidt som ægget
eller sæden - de er livskraftens bærere
- dør, når befrugtningen har fundet sted
og et nyt liv er ved at blive til. Noget af vores livskraft
må "dø" fra os, for at nyt liv
kan opstå.
|